Vær Stolt af Din Personlighed og Stå Ved Dine Valg

Da jeg var en lille unge i tredje klasse i folkeskolen, begyndte folk at kalde mig for “Brilleabe”. Hvorfor gjorde de det? Jo, ser du, jeg gik med briller. Så i mit hovede gav det fitn mening! Jeg var ikke en gang sur over at blive kaldt for en “abe”, for jeg syntes aber var mega seje! De spiste bananer – som var min yndlingsfrugt – og så kravlede de i træer, hvilket jeg også var rigtigt god til. Så for mig var brilleabe et kælenavn, langt mere end det var et øgenavn. Det betød at jeg blev kaldt “Brilleabe” igennem hele folkeskolen: men også, at det altid vær kærligt ment. Måske startede det som et forsøg på mobberi, men i og med jeg adopterede og accepterede navnet fuldt ud, blev det afvæbnet og skiftede mening. Det var ikke noget jeg var klar over da det skete, men det er helt tydeligt for mig, når jeg tænker tilbage. Det er en lektie jeg har taget med mig, og har brugt igennem hele mit liv: hvis du er stolt af hvem du er, og hvad du står for, så er du urokkelig!

For nyligt blev det igen aktuelt, at skulle stå ved mine valg, når nogle mindre begavede personer forsøgte at mobbe mig. De havde opdaget, at jeg var ved at købe bil, og at jeg specifikt gik efter at købe en brugt bil. Hvad er der galt i, at købe brugt, tænker du nok? Aldeles ingenting. Det giver kun mening at købe sin bil brugt: den kan stadig gøre det den skal (køre dig frem og tilbage fra arbejde, og kunne fyldes op med dagligvarer når der handles ind), og koster en brøkdel af nyprisen for en tilsvarende bil. Men mine kolleger var af den overbevisning, at jeg måtte være en nærrig gut, når nu jeg valgte at købe en brugt bil, selvom jeg tydeligvis havde råd til en ny. Men jeg følte ikke noget behov for at forsvare mig: hvis de mente, at en økonomisk fornuftig person var “nærrig”, så var det jo bare et kaldenavn jeg måtte stå ved. Jeg har ikke lyst til at betale overpris for noget: og hvis de synes det er underligt, så synes jeg det er helt fint, at vi opmarkerer forskellen i vores værdisæt ved at kalde hinanden navne.

Jeg står fudlt ved, at jeg ikke vil betale for meget, uanset om vi snakker biler eller noget helt andet. Jeg tror mine kolleger ser det som et svaghedstegn: for dem, er det bedre at være helt ligeglad med, hvad ting koster, fordi de så ser “rige” ud. Men helt ærligt, er der nogen der falder for den? Vi arbejder på den samme arbejdsplads, og udfører cirka det samme arbejde. Selv hvis du er fantastisk til at forhandle din løn, hvad er så chancen for, at forskellen er så høj at du er “rig” og jeg er “fattig”? Og hvorfor overhovedet gå op i at være det ene eller det andet: er det ikke langt vigtigere, at du har nok penge til de ting du gerne vil?