Undersøg Alle Muligheder – Også De Urealistiske

Livet går ud på, at opleve så mange forskellige ting som muligt, så vi kan udvide vores horisont og lære os selv bedre at kende. Det betyder, at vi skal være klar til at bryde ud af vores skal, og kaste os ud i eventyr som vi ikke har nogen idé om hvordan ender. Alle oplevelser har værdi, og jo mere skræmmende eller nyt det er, jo mere vil du få ud af det.

Jeg har personligt konkluderet, at den bedste måde at opsøge disse ting på er, at lægge mærke til når man får en mavefornemmelse af at “det her er ikke noget for mig”. Det er nemlig en forsvarsmekanisme: en frygt for det nye. Vi er bygget til at frygte det fremmede, og finde tryghed i vores eksisterende rammer. Da vi var hulemænd var det en god strategi: hvis vi bevægede os for langt væk fra flokken, var der god risiko for at blive spist af en sabeltiger, og så var livet altså slut. Men i dagens Danmark, er der altså ikke mange ting at være reelt bange for!

Da jeg kom til efterskolernes dag, var det ikke fordi jeg havde nogen som helst lyst til at komme på efterskole. Jeg havde allerede en god plan om hvordan mit videre studieliv skulle være, og mine fordomme omkring efterskoler fortalte mig også, at det ikke var noget for mig. Men da jeg blev spurgt af en veninde, om jeg ville med til efterskolernes dag, så mærkede jeg den der synkende fornemmelse i maven. Det var ikke bare, at jeg ikke fandt det realistisk at det ville få mig til at gå på efterskole: nej, jeg følte mig også bange. En underlig frygt for, at komme et fremmed sted hen, fyldt med unge mennesker som jeg havde fordomme omkring. Derfor vidste jeg, at jeg var nødt til at sige ja. Ikke fordi efterskole nødvendigvis var det rigtige for mig: men fordi, jeg havde en irrationel frygt for at undersøge muligheden, og det sandsynligvis farvede min opfattelse af, om det var noget for mig eller ej.

Så jeg tog til arrangementet. I bilen på vej derhen bankede mit hjerte på fulde hammer, og min hjerne kom på alle mulige (og umulige) scenarier for, hvad der ville ske, når vi nåede frem. Men som altid, var der ikke nogle af disse ting der udspillede sig: tværtimod var det en utroligt hjertevarm velkomst, der overraskede mig uden lige. Jeg kom i snak med så mange vidt forskellige mennesker, der alle fascinerede mig med deres tilgang til livet, og unikke vinkler på alt imellem himmel og jord.

Det der virkede så ufatteligt urealistisk – at jeg, af alle mennesker, kunne ende med at gå på efterskole – blev kun muligt, fordi jeg undersøgte muligheden. Jeg mærkede frygten, og kastede mig ud i det: ikke på trods af frygten, men på grund af den.